Samværsregler
Disse regler er vedtaget d. 08/06 2022
Regler har til formål at beskytte spejderne mod krænkelser, men har også til formål at sikre at alle voksne føler sig trygge i deres virke.
Alle over 18 år skal acceptere at der indhentes børneattest, enten ved indmeldelse eller ved 18-års fødselsdagen, ellers nægtes der medlemskab. Dette gælder både ledere, gruppeledelsesmedlemmer, rovere og assistenter, samt alle over 18 år, som hjælper til i forbindelse med overnatninger og hjælpere, som hjælper 3 på hinanden følgende gange. Unge i alderen 15-18 år, som varetager en lederfunktion, skal der også indhentes børneattest på. Da det tager tid at indhente børneattest, er det vigtigt at man i planlægningsfasen tager højde for dette. Alle børneattester fornyes i ulige år.
Udover at indhente børneattester har vi formuleret følgende regler:
Overnatning:
- Når vi afholder arrangementer med overnatning, er vi altid minimum 2 personer over 18 år.
- Ved planlægning af overnatning aftales det hvem, der sover hvor, med hensyntagen til både børn og voksne.
Børnene alene i hytte/telt, eller sammen med 2 voksen. - Ved overnatning adskilles børnene efter køn, medmindre andet aftales med forældre og deres børn.
- Vi sikrer at der er toilet til drenge og toilet til piger. Ved kun ét toilet bruges det på skift.
Omklædning og badning:
- Vi sikrer hinanden ved på forhånd at planlægge hvem der klæder om og bader sammen, samt sikrer at der altid er minimum 2 personer over 18 år i hvert omklædningsrum, hvis det er nødvendigt med voksnes tilstedeværelse.
- Ved kun ét omklædningsrum klædes om på skift.
Støtte og Omsorg:
- Vi skal i videst muligt omfang altid være 2 personer over 18 år, også på de ugentlige møder. Derfor er det vigtigt, som leder, at melde afbud i god tid til sine med-ledere, så det er muligt at finde f.eks. en forælder, som kan komme og være med i stedet for.
Sociale Medier og billeder:
- Vi må ikke tage billeder af letpåklædte personer i badetøj/mindre/lignende.
- Vi må ikke tage billeder af børn uden fototilladelse.
- Kontakt på de sociale medier må kun have spejder-relateret indhold. Dvs. at private kommentarer og private snakke/chats ikke er tilladt, med mindre den yngste er 18 år.
- Mærket Net-spejd er obligatorisk for alle tropsspejdere, så vi sikrer en snak om brug af sociale medier som spejder.
Kæresterier:
- Vi er opmærksomme på at alle ledere er bekendte med skolelærerparagraffen, og ikke indleder forhold med spejdere under 18 år.
- Hvis vi mistænker at skolelærerparagraffen ikke overholdes, søger vi straks støtte fra korpset til at håndtere situationen.
Andre forhold:
- Åbenhed og gensidig respekt; det er ok at prikke hinanden på skulderen og snakke sammen, hvis en personlig/anden grænse overskrides. På den måde passer vi på hinanden.
- Ved mistanke om krænkelse kontaktes gruppeleder og formand, som kontakter korpset.
- Alle i gruppen har tavshedspligt omkring personfølsomme oplysninger.
- På det konstituerende gruppeledelsesmøde gennemgås disse samværsregler, og revideres om nødvendigt. Her påbegyndes også indhentning af børneattest.
- Alle med børneattest skal underskrive vores samværsregler.